I løbet af 1980’erne udviklede aids sig til at være en af de mest smitsomme og dødelige sygdomme verden har kendt til. Dette fik en stor del af verdens lande til at træde frem og støtte nødhjælpsorganisationer og forskning, for at man kunne finde en behandlingsmetode. Takket være den tid og de penge der er blev givet til formålet, har man kunne udlevere medicin til dem der har brug for det, men samtidig også forske i hvordan man kan forbedre medicinen.
Bliver man i dag diagnosticeret med hiv, så er det ikke længere ensbetydende med at en dødsdom. Takket være forskning, så mener eksperter at der ikke er nogen der vil dø af aids i udbrud i løbet af de næste 30 år, hvilket jo er fantastiske nyheder for hele verdens befolkning.
Et andet resultat af den indsats som nødhjælpsorganisationerne har ydet i samarbejde med frivillige kræfter er at der hvert år er færre nysmittede og samtidig flere og flere der kommer i behandling. Allerede i 2011 var halvdelen af alle de smittede i behandling, og på vej mod et længere liv sammen med familien, ifølge UNAIDS, Joint United Nations Programme on HIV/AIDS.
Helt konkret er man i dag nået til et højdepunkt medicinsk i forhold til aids, da smittede og syge nu ikke længere dør efter bare få år, men nu næsten kan leve et normalt liv sammen med familie og venner, fordi aids-medicinen holder sygdommen i skak i længere tid. Arbejdet i de fattige lande, hvor smitten har været på sit højeste og nu dalende, har gjort at unge nu venter længere inden de har seksuelt samvær første gang og at de i højere grad også bruger prævention.
Alle disse elementer er med til at minimere antallet af smittede og øge livskvaliteten for de syge, der er i verdens fattigste lande.