Jeg blev efter en længere periode med sygdom rådet af en natur-diætist til at gå på en såkaldt candida-kur, hvor hovedmålet er at eliminere sukker, mejeri –og gærprodukter fra ens liv. Jeg fandt hurtigt ud af at sukker findes overalt i vores kost, og jeg fandt lige så hurtigt ud af hvor fysisk svært det er at fjerne det fra kosten fra den ene dag til den anden.
Indrømmet, jeg havde før haft et meget højt indtag af sukkerholdig kost, så det at tage en kold tyrker var en stor udfordring for mig (og vil med den vestlige verdens livsstil og levevis nok være det for de fleste).
Sukker – der findes alternativer
Jeg fandt hurtigt ud af at det med at eliminere søde sager fra kosten fuldstændigt, ikke er holdbart i længden.
Det var dér jeg fandt ud af at man kan købe mange ting, der er sødet med xylitol, som er et sukkeralkohol beslægtet med sukker men uden den samme effekt på kroppen. De fleste supermarkeder sælger blandt andet tyggegummi, der er sødet med dette. Blandt andet tyggegummi var en af de ting, der holdt mig kørende i perioden uden sukker. Desuden kan xylitol med fordel købes fra England, da det kan være en ret pebret affære at erhverve sig i Danmark.
Soyamælk med vanilje
Derudover begyndte jeg, primært grundet forbuddet mod mejeriprodukter, at drikke soyamælk. Soyamælk kan købes i en variant sødet med vanilje, så dét er også en måde at få noget sødt ind i kosten men uden decideret at indtage sukker (og så smager det helt kanon både i kaffen og på morgenmadsprodukter).
Agavesirup
Et andet alternativ til sukker, da specielt sukkerfri morgenmadsprodukter godt kan blive lidt fattige i smagen kun med mælk på, er agavesirup. Agavesirup er lige så sødt i smagen som almindelig sirup, men meget bedre for kroppen da det har et meget lavt glykæmisk indekstal.
Glykæmisk indekstal
Det glykæmiske indekstal fortæller noget om hvor meget en kulhydratrig fødevare påvirker vores organisme. Det glykæmiske indeks er altså en god måde for både folk med livsstilssygdomme men også folk, der blot går op i at indtage bedre kost at holde styr på hvor meget en given vare påvirker kroppens blodsukkerniveau. Er det glykæmiske indekstal under 55 har varen en normal påvirkning af blodsukkerniveauet. Mellem 56-69 vil resultere i en varieret påvirkning af blodsukkerniveauet og et glykæmisk indekstal på 70 og over vil have en kraftig påvirkning af blodsukkerniveauet.